REJSEN FRA INDVANDRER KVINDECENTRET TIL
DIVERSITY WORKS

I de sene 1960’ere fik Danmark brug for ekstra hænder. Der var mangel på arbejdskraft til at tage de ufaglærte jobs i industrien. Yngre mænd fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan så muligheden for at tjene gode penge. Så de forlod deres familier, rejste til Danmark og fik de hårde, slidsomme og varme jobs, der ikke var rift om blandt danskerne.   

Nogle af gæstearbejderne, som de blev kaldt, rejste hjem igen til deres familier og hjemlande efter en periode med arbejde og nu med penge på lommen. Men mange blev og hentede i løbet af 70’erne kone og børn til Danmark, så de igen kunne leve sammen som familie. 

 

Alene hjemme i et vildfremmed land

Mens mændene gik på arbejde, og børnene i daginstitution og skole, blev kvinderne hjemmegående og passede hus og hjem.  

Det udadvendte liv hørte mænd og børn til, og det indadvendte var kvindernes domæne. Sådan var det i deres hjemlande, hvor kvinderne havde deres fællesskaber og relationer i nabolaget. Men sådan var det ikke i Danmark, hvor både kvinder og mænd var på arbejdsmarkedet. Derfor var det så som så med kvindefællesskaber. Nogle kvinder levede med strenge familietraditioner, der bandt dem til hjemmet. Andre var bare hjemme, fordi der ikke var noget for dem at gøre ude, hvor de i værste fald oplevede fordomme, fordømmelse og forskelsbehandling – i bedste fald, at de var usynlige.   

Ingen i Danmark havde tænkt på, hvad kvinderne skulle – ud over at være deres mænds koner og børns mødre.   

Ordenssøster tog initiativ til samlingssted

Èn dansker havde dog fået øje på Danmarks nye borgere. Søster Susanne fra Skt. Josephsøstrenes Ordenssamfund i Danmark så, at de udenlandske kvinder stod uden for de almindelige fællesskaber, som andre danskere tager for givet.  

Hun kendte til fortællinger om stærke kvindefællesskaber i landsbyer i kvindernes hjemlande, hvor kvinder mødtes dagligt ved landsbyens brønd og var tæt forbundne i tryg og tillidsfuld samhørighed.  

Nu var de her i Danmark. Trukket væk fra alt det, de kendte, og tilbragte dagene alene hver for sig i deres hjem.  

Lokalt kvindefællesskab i storbyen

Susanne Sønderbo, der også var psykologistuderende, vidste, at en ensom dagligdag kan have store negative sociale, fysiske og psykiske konsekvenser. Og at fællesskaber derimod har positiv betydning for vores livskvalitet.  

Hun fik derfor den idé at skabe et sted, der lignede de fællesskaber, som hendes nye medsøstre kom fra. Hun ville sørge for, at etniske danske kvinder og tilflytterne kunne mødes og lære hinanden at kende. Hun ville skabe en landsbybrønd i storbyen.  

Danske kvinder ville være med

I foråret 1982 dannede hun sammen med en gruppe engagerede mennesker fra Det økumeniske Center i København, fra KFUM og KFUK og fra Det danske Missionsselskab den selvejende institution Økumenisk Indvandrergruppe.  

Gruppen opsøgte de nye borgere i Danmark, knyttede relationer og sammen deltog de i offentlige møder og debatter. Det vækkede mediernes opmærksomhed, og i takt med at gruppen blev omtalt i aviser og radio, meldte danske kvinder sig på banen: De ville gerne være med.     

Indflytningsfest i nedlagt bagerbutik

Første december 1982 fik Susanne nøglerne til 30 m2 nedlagt bagerbutik i Elmegade på Nørrebro. 30 engagerede frivillige trådte til og satte i stand i døgndrift, møbler, tæpper, gardiner, service og andre donationer ekviperede lokalerne.  

  1. december 1982 åbnede Indvandrer Kvindecentret.

At Centret var i bestemt form ental understregede – dog utilsigtet -, at det var det eneste af sin slags i Danmark. Flere end 300 gratulanter og adskillige journalister kom til indvielsen. Og både TV-Avisen og Lysavisen på Rådhuspladsen fortalte om det nye center.  

Kontakt mellem mennesker forebygger racisme

Formålet med det nye center var foruden at skabe et sted for kvinder fra alle lande også at nedbryde fordomme og racisme og opbygge stærke blivende fællesskaber, der kunne tåle at blive stødt, rusket og udfordret.  

Aktiviteterne i Indvandrer Kvindecentret var mange: Syning, tilskæring, vævning, madlavning – både dansk og udenlandsk – var faste tilbud. Der var også dansk undervisning ‘efter naturmetoden’, som almindelig samtale og learning by doing. Hver uge var der rådgivning – juridisk, social og psykologisk.  

Mænd, alkohol og svinekød bandlyst

Fra første dag kom indvandrerkvinder og deres børn. De tyrkiske gæstearbejderes koner var den største gruppe, fulgt af pakistanske kvinder og kvinder fra det daværende Jugoslavien. 

Mænd, alkohol og svinekød var bandlyst, og trygheden i højsædet.  

En anden gruppe begyndte også at komme. Det var kvinder med sociale og andre problemer. Det var kvinder i krise. Nogle blev fulgt til centret af deres lærere på danskkurser, andre henvist af socialkontorer og sygehuse, som ikke vidste, hvad de ellers skulle stille op med de udsatte indvandrerkvinder. Der fulgte imidlertid ingen offentlige kroner med.  

Stærk udvikling trods ujævn økonomi gennem 40 år

Centret blev drevet af frivillige kræfter – med undtagelse af Susanne Sønderbo, der var centrets eneste ansatte. Centret var finansieret af private fonde og støttemedlemmer og sporadiske beløb fra det offentlige.  

Siden er der løbet meget vand i åen, som man siger.  

Vi flyttede til Blågårdsgade, da pladsen i den gamle bagerbutik blev for trang. Vi har udvidet aktiviteterne i antal og i form, så der nu både er plads til at mødes og være sammen over en kop te, men i stigende grad har aktiviteter – lektiecafeer, indfødsretskurser, sundhedstjek, mentorskaber, motion, diskussionsklubber, madklub etc. – det formål at forløse menneskers potentiale, at skabe handlekraft og medborgerskab.  

Rådgivning – socialrådgivning, økonomisk, job- og juridisk rådgivning – har en særlig plads i CENTRET.

To ben mere at stå på

CENTRET er rammen om aktiviteter på alle hverdage – og de fleste aftner. Ofte har vi også arrangementer i weekenderne.  

I 2014 åbnede vi Send Flere Krydderier, en socialøkonomisk catering- og cafevirksomhed. Virksomheden, drives på markedsvilkår, er skabt med det formål at skabe job og arbejdspladser til minoritetsetniske kvinder langt fra det danske arbejdsmarked.  

I 2018 stiftede vi Diversity Works tredje ben: ALLIANCEN, der er et landsdækkende netværk af minoritetsetniske foreninger. 

Endnu mere plads til forbedring i Danmark

Som samfund er vi for længst forbi den tid, da vi opdelte danskere og indvandrede i to grupper ud fra oprindelsesland eller forældres og bedsteforældres oprindelsesland. Eller det burde vi være. For en dansker er en dansker.  

Vi er også forbi den tid, da man ikke kunne se nytteværdien af mangfoldighed på arbejdsmarkedet. Eller det burde vi være.  

Men minoritetsetniske danskere oplever desværre stadig marginalisering og fordomme. Derfor ser vi i Diversity Works det i stigende grad som vores opgave at insistere på lighed. Lighed på arbejdsmarkedet, lighed mellem mennesker, lighed i sundhed – lige muligheder for alle.   

Hylder mangholdighed og kæmper for lighed

DNA’et, som Søster Susanne skabte i 1982, er stadig kernen i Diversity Works: Vi er rammen om frivillige mangfoldige fællesskaber for minoritetsetniske danskere med et stærkt korps af dedikerede frivillige.  

Men på et væsentligt punkt er vi en helt anden end Indvandrer Kvindecentret i 1982: Vi er ikke en landsbybrønd for indvandrede kvinder i storbyen. Vi er storbyen – og vi er her for hele familien.   

DNA’et, som Søster Susanne skabte i 1982, er stadig kernen i Diversity Works: Vi er rammen om frivillige mangfoldige fællesskaber for minoritetsetniske danskere med et stærkt korps af dedikerede frivillige.  

Men på et væsentligt punkt er vi en helt anden end Indvandrer Kvindecentret i 1982: Vi er ikke en landsbybrønd for indvandrede kvinder i storbyen. Vi er storbyen – og vi er her for hele familien.   

BLIV FRIVILLIG


Vil du være en del af vores stærke, dedikerede korps af fantastiske frivillige?