Interview

Er vi ikke rigtige danskere?

Af Amal Hadi, 17 år, Darien Saleh, 18 år, Rahma Hadi 19 år og Salma al Sbaihi, 16 år, skole- og gymnasieelever. Del af ungenetværket i Diversity Works.

I denne tid diskuterer politikerne på Christiansborg, hvilke krav, man skal opfylde, for at kunne få statsborgerskab i Danmark. Nogle mener, at det skal være sværere at blive dansk statsborger. Det gør ondt at høre. Vi unge, som står midt i ansøgningsprocessen eller har venner i processen, diskuterer nemlig også statsborgerskab. Det har kæmpestor betydning i vores hverdag både personligt, socialt og økonomisk.

Vi har en fornemmelse af, at mange mennesker – måske også politikere – mangler viden om, hvordan det er at blive betragtet som mindre dansk end andre danskere, og hvad det betyder for os, at det er så vanskeligt at blive statsborger i vores eget land. Det vil vi gerne fortælle her.

I Danmark er vi født...

Vi er født og opvokset i Danmark. Vi har altid boet her. Vi har gået i børnehave, folkeskole og nu i tiende klasse og gymnasiet. Vi går til dans og thai-boksning. Vi bidrager til samfundet. Vi arbejder i Netto, på plejehjem, i en biograf, i en isbutik, og en er elevrådsformand på gymnasiet. Vi ser Netflix, lytter til musik, hygger med vores venner. Vi er helt almindelige danske teenagere.

Alligevel er vi helt anderledes stillet end andre unge danskere.

Nogle måneder før vi fylder 18 år, får vi et brev fra Udlændingestyrelsen, hvor der står, at vi skal søge permanent opholdstilladelse, ellers kan det få store konsekvenser for vores ret til at blive her. Permanent ophold? Hvad mener de? Vi er her jo permanent. Vi har altid været her. Vi er født her.

Mon ikke vi er den eneste gruppe af danskere, der får det brev, når vi fylder 18? Er vi så pludselig ikke danskere længere? Eller er vi ikke danske nok? Brevet føles som en trussel. Kan de danske myndigheder finde på at sende os ud af landet? Og hvortil? Vil de sende os tilbage til de lande, som vores forældre kom fra?

Vi er børn af forældre, der kom til Danmark som gæstearbejdere og flygtninge for mange år siden. To af os har palæstinensiske forældre, som kom hertil for at arbejde. To af os er søstre med somaliske forældre, der kom som flygtning og familiesammenført. Kun en af os har dansk statsborgerskab, fordi hendes mor fik statsborgerskab i Danmark, længe før vi blev født. Vi andres forældre søgte enten ikke statsborgerskab, da de kom til Danmark, (der var ikke samme fokus på det dengang), eller de har forsøgt men er blevet afvist, fordi de ikke kan leve op til de strammere krav om blandt andet arbejde og sprog. Nu har de permanent opholdstilladelse. Men de vidste jo ikke, at deres valg dengang ville få så store konsekvenser for os her mange år senere.

Et fejltrin kan betyde alt

Vores manglende danske statsborgerskab har stor betydning i hverdagen. Vi kan ikke bare rejse med vores klassekammerater på studietur i udlandet, fordi vi ikke har dansk pas. I stedet skal vi søge visum, som dels er svært at få, og dels koster tid og penge. Vi kan heller ikke frit beslutte at tage et sabbatår efter gymnasiet, fordi det vil kræve, at vi arbejder fuld tid i mindst tre år derefter for fortsat at opfylde reglerne for permanent opholdstilladelse. Vi kan ikke stemme til folketingsvalg. Vi kan heller ikke selv stille op.

Og i dagligdagen betyder det, at vi holder os tilbage fra helt almindelige oplevelser. Vi ved jo godt, at når man ikke er statsborger i Danmark, vil selv det mindste lille fejltrin kunne betyde, at vi ikke længere lever op til kravene om at søge statsborgerskab. Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at undgå at fejle. Når veninderne går ud på cafe, til fester eller bare gør spontane ting efter skoletid eller om aftenen, siger vi oftest nej til at gå med. Tænk, hvis vi pludselig befinder os på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og de forkerte mennesker er der. Vi kan slet ikke risikere at være i nærheden af situationer, hvor politiet er indblandet.

Den vanskelige vej til statsborgerskab

Tre af os er i gang med ansøgningsprocessen til permanent ophold. Først derefter kan vi søge statsborgerskab. Processen kan tage flere år. Det er frygteligt ikke at vide, hvad fremtiden bringer. Vi er konstant urolige for, at vi ikke opfylder kravene, eller at de strammes igen. Nogle krav er helt uden for vores kontrol. Blandt andet skal vi aflevere dokumentation fra de skoler, vi har gået på. Men en af skolerne lukkede for flere år siden, og vi kan ikke skaffe dokumenterne. Ingen ved rigtigt, hvad man så skal gøre. Heller ikke Udlændingestyrelsen.

Mon politikerne kan forestille sig, hvor stressende det er?

Ansøgningen om permanent ophold skal sendes til Udlændingestyrelsen. Vi kender udmærket Udlændingestyrelsen, for vi er kommet der jævnligt hele vores liv for at få forlænget vores opholdstilladelse og få fornyet vores fremmedpas. Indtil sidste år lå Udlændingestyrelsen i København, hvor vi bor. Men i sommer flyttede styrelsen til Næstved. Når vi skal møde personligt op på kontoret i Næstved, bliver vi derfor nødt til at tage fri fra skole. Det tager to timer med tog og bus til Næstved fra København. En af os brugte forleden 90 minutter i telefonkøen til Udlændingestyrelsen for at få svar på et spørgsmål. Der røg to moduler i skoletiden. Sådan er det tit.

Men det vanskeligste er at finde frem til de rigtige blanketter til ansøgningsprocessen og til at forstå, hvad de betyder, så vi kan udfylde dem korrekt. De er skrevet på en uforståelig måde. Vores forældre kan ikke hjælpe meget, da de ikke kender systemerne og heller ikke forstår sproget på blanketterne.

Der findes ingen vejledninger, som er nemme at forstå, og som guider os i systemet. Vi er dog heldige, fordi vi kan få hjælp fra vores mentorer og i rådgivningen på Indvandrer Kvindecentret. Men hvad med alle de unge, der ikke har en mentor. Hvem hjælper dem? Vi er også bekymrede for vores yngre søskende og deres venner. Hvad kommer der til at ske om fem år – om ti år? Hvem kan svare på det? 

Der er lang vej med 70 kr. i timen efter skoletid

Så er der det med pengene. Det koster 4.000-6.500 kr. at ansøge om permanent opholdstilladelse afhængigt af, hvilken status man har. Derefter koster det 3.800 kr. at søge statsborgerskab + 799 kr. for at gå op til indfødsretsprøve. Det er mange penge.

Vores forældre er ikke læger og ingeniører, som har råd til at betale. Vores forældre er rengøringsassistenter, flexjobber, sosu-hjælper og på førtidspension. Vi skal derfor selv spare op og være med til at betale. Og selv om vi arbejder alt det, vi kan, tager det tid – for som ungarbejder får man højst 70 kr. i timen.

Nu vil nogle politikere stramme reglerne igen. De siger, at det skal være endnu vanskeligere at få statsborgerskab – for nogle! For andre skal det være nemmere. Det gælder de unge, hvis forældre kom til Danmark fra de andre nordiske lande. Politikerne foreslår, at de bare kan skrive under på en erklæring for at blive danske statsborgere, når de fylder 18.

Vi forstår ikke forskelsbehandlingen.

I stedet foreslår vi, at alle unge, der er født og opvokset i Danmark, kan blive danske statsborgere, når vi fylder 18 år. Uanset, hvor vores forældre er født. Vi foreslår desuden, at ansøgningsprocessen skal koste mindre for alle, og at alle kan få hjælp til at finde rundt i processen. 

VÆR MED

Vil du også være med til at skabe større lighed, nedbryde fordomme og opbygge forståelse og respekt?