Mere frivillighed og lige ret til sundhed for alle

Læs Diversity Works’ Årsberetning 2023

Af Sara Bech Jakobsen, direktør i Diversity Works

Som ny direktør for Diversity Works har det været overvældende at se al den aktivitet, der hver dag skabes i vores center på Blågårdsgade. Og jeg glædes over at se og mærke de værdifulde relationer, der opstår blandt kvinder, børn, unge, ansatte og frivillige, som kommer i Centret hver dag og aften.

Jeg er samtidig begejstret for det unikke arbejde og den meningsfulde beskæftigelsesindsats, vi har i vores socialøkonomiske virksomhed Send Flere Krydderier, hvor der hver dag trylles i køkkenerne for at skabe den lækre mad, vi serverer i caféerne og sender ud som frokostordninger og catering.

En organisation som Diversity Works lever af masser af kærlighed og engagement for at kunne gøre en forskel og for at gøre noget med andre og for andre. Men når huslejen skal betales og lønningerne overføres, så sender vi taknemmelige tanker til vores samarbejdspartnere i Københavns Kommune og de fonde og puljer, der gennem året har valgt at støtte os – både til projekter og til vores daglige virke. En særlig tak sender jeg også til alle frivillige, brugere, ansatte og praktikanter. Uden jer ville Diversity Works ikke være det samme.

2023 har været et fantastisk år med knap 10.000 registrerede besøg af mennesker, der søger os for trygge og inkluderende fællesskaber. Men presset på vores rådgivning viser også, at der er brug for organisationer som Diversity Works, der arbejder for social lighed, lige muligheder og lige rettigheder for minoritetsetniske danskere i udsatte livspositioner.

Mange af dem, der opsøger os for støtte og hjælp, er fortsat pressede til det yderste på deres økonomi, hvilket vi blandt andet mærker i socialrådgivningen, hvor over halvdelen af i alt 1502 rådgivningssamtaler igen i år handlede om netop økonomi og gæld.

Sundhed er et andet emne, der har fyldt meget i året, der er gået, hvor begrebet ‘etniske smerter’ pludselig var på den offentlige dagsorden. Stadig alt for mange med minoritetsetnisk baggrund oplever at blive stigmatiseret i vores sundhedsvæsen. Derfor er jeg også glad for, at vi i 2023 har været i stand til at skrue op for sundhedsindsatsen i Centret, og jeg bliver stolt, når politikere og landets hospitaler efterspørger Diversity Works’ viden og erfaringer med, hvad der skal til for at komme den markante ulighed i sundhed
blandt minoritetsetniske danskere til livs.

I 2024 glæder jeg mig til at arbejde med at skabe endnu mere frivillighed og engagement blandt vores
brugere. Vi skal metodeudvikle vores sundhedsindsats i tæt samspil med vores beskæftigelsesindsats. Vi skal lære flere af landets minoritetsetniske foreninger at kende via projektet Alliancen. Og vi skal udvikle Send Flere Krydderier til at blive en endnu stærkere socialøkonomisk virksomhed, end den er i dag.

Læs Diversity Works’ Årsberetning 2023