Diversity Works

Stillingerne er besat – Studentermedhjælpere til Diversity Works’ familie- og ungecafé i aftentimerne.

Vil du bruge dit studie i praksis og få konkret erfaring med pædagogisk relationsarbejde med børn og unge fra minoritetsetniske familier i udsatte livspositioner?

Diversity Works søger to engagerede studentermedhjælpere til vores familie- og ungecafé i aftentimerne. Stillingerne er særligt relevante for dig, der læser pædagogik, lærer, psykologi, socialt arbejde, sociologi eller lignende og som har lyst til at arbejde praksisnært med børn, unge og familier i et mangfoldigt fællesskab.

Vi har to stillinger til to personer:

  1. Familiecaféen mandag og onsdag kl. 16.00–20.30
  2. Ungecaféen tirsdag kl. 17.00–21.00

Caféerne foregår i vores aktivitets- og rådgivningscenter på Nørrebro og er trygge rammer for lektiehjælp, aktiviteter, fællesspisning og relationsopbygning.

I bliver en del af et lille fagligt team og ansættes som kollega til vores udviklingskonsulent for børn og unge. I vil få ansvar, indflydelse og mulighed for at udvikle pædagogiske kompetencer i praksis.

Arbejdsopgaver – med pædagogisk fokus:

• Skabe trygge, inkluderende rammer for børn, unge og familier
• Være en tydelig og omsorgsfuld pædagogisk voksen på aftenerne
• Understøtte børns og unges deltagelse i aktiviteter og lektiehjælp
• Koordinere aktiviteter og struktur i samarbejde med din kollega
• Sparre med og støtte frivillige i mødet med børn og unge
• Sikre rum og ro til relationsarbejde og private samtaler (ungecafé)
• Støtte op omkring aktiviteter såsom fællesspisning
• Bidrage til udvikling af aktiviteter, events og ture for unge
• Afrunde aftenerne og lukke centret

Hvis du konkret søger med fokus på ungecafeen, ligger der ligeledes opgaver i at deltage i mentorprojekt for unge, ved at arrangere fælles events, deltage i dataopsamling og evaluering på projektet.

Vi forestiller os, at I:

• Er studerende på en relevant uddannelse med interesse for pædagogisk arbejde
• Trives i relationsarbejde med børn og unge
• Har lyst til at tage ansvar og bevare overblik i et levende og til tider intenst miljø
• Er nysgerrig, refleksiv og motiveret for at omsætte teori til praksis
• Ser mangfoldighed som en styrke og trives i mødet med mennesker med forskellige baggrunde

Om Diversity Works

Diversity Works er en NGO, der arbejder for at skabe livsmestring og livskvalitet for minoritetsetniske danskere i udsatte positioner. Vi bygger inkluderende fællesskaber gennem faglighed, frivillighed og samskabelse og insisterer på lige rettigheder og muligheder for alle.

Vi driver et aktivitets- og rådgivningscenter på Blågårdsgade samt den socialøkonomiske virksomhed Send Flere Krydderier.

Vilkår for ansættelse

Den ene person ansættes som studentermedhjælper med ca. 10 timer ugentligt, fordelt på mandag og onsdag aften, hvor fokus er på børn op til 13 år og deres familier, og den anden person ansættes som studentermedhjælper på ca. 6 timer, med fokus på unge. Timetallet for denne stilling kan justeres i forbindelse med projektopgaver og aftales nærmere ved ansættelse.

Begge personer ansættes på funktionærlignende forhold.

Vi ser diversitet som en styrke i vores organisation og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge uanset køn og nationalitet. Danske sprogkundskaber er en forudsætning.

Ansøgning og kontakt

Spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til Udviklingskonsulent Louise Grøntved på telefon 40 15 06 34.

Send din ansøgning til info@diversityworks.dk.

Vi afholder løbende samtaler og ansætter, når den rette kandidat er fundet. Stillingen nedtages herefter.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Diversity Works modtager støtte fra Honoré Fonden til at styrke unges fællesskab og handlekraft

Diversity Works modtager støtte fra Honoré Fonden til at styrke unges fællesskab og handlekraft

I 2026 planlægger Diversity Works at skabe nye mentorskaber blandt centerets unge medlemmer og frivillige. Det gør vi under projektet Fra mødested til handlekraftigt fællesskab som har modtaget støtte fra Honoré Fonden. Bevillingen er givet som en del af Honoré Fondens program ’Fællesskaber for nye generationer’, der har fokus på at skabe fællesskaber, hvor unge oplever at høre til, kan være sig selv og kan være noget for andre.

Projektet tager afsæt i Diversity Works’ ugentlige ungecafé, som allerede i dag fungerer som et trygt samlingspunkt for unge mellem 13 og 20 år fra familier med minoritetsetnisk baggrund. Med støtten fra Honoré Fonden ønsker organisationen at løfte caféen ind i en ny fase: fra et sted, man besøger, til et fællesskab, man er med til at bygge.

“Vi møder unge med masser af potentiale, idéer og lyst til at bidrage, men også med oplevelser af begrænsede muligheder og manglende indflydelse. Med dette projekt vil vi skabe rammer, hvor de unge ikke kun får støtte, men også får mulighed for at tage ansvar, engagere sig og opleve, at deres stemme gør en forskel,” siger udviklingskonsulent Louise B. Grøntved fra Diversity Works.

Projektet vil styrke de unges trivsel, livsmestring og handlekraft gennem et struktureret mentorskabsprogram, livsmestringsworkshops og etablering af stærke partnerskaber med lokale aktører som foreninger, kulturinstitutioner og uddannelsesmiljøer. Samtidig skal indsatsen bidrage til at opbygge lokal sammenhængskraft ved at skabe broer mellem de unge og deres nærområde.

Målet er, at ungecaféen udvikler sig til et levende og handlekraftigt fællesskab, hvor de unge oplever ejerskab, indflydelse og mulighed for aktiv deltagelse, både i eget liv og i lokalsamfundet omkring dem.

Diversity Works ser støtten fra Honoré Fonden som en vigtig mulighed for at forankre og videreudvikle en indsats, der på sigt kan blive en varig del af organisationens ungearbejde og inspirere til nye måder at arbejde med unges fællesskaber og trivsel i civilsamfundet.

Vi glæder os til at være med til at undersøge og udvikle nye veje til stærke fællesskaber for flere unge.

Læs mere om Honoré Fondens program Fællesskaber for nye generationerhonorefonden.dk/faellesskaber-nye-generationer

Praktikopslag:

Vi søger praktikanter til foråret 2026

Bliv praktikant i Diversity Works og få et unikt indblik i en af Danmarks ældste ngo’er for minoritetsetniske danskere

Er du klar til at tage del i meningsfuldt socialt arbejde og få hands-on erfaring i en af Danmarks ældste NGO’er for minoritetsetniske danskere? Vi søger engagerede praktikanter til foråret 2026, som vil være med til at styrke vores arbejde med at skabe lige muligheder og rettigheder for alle. 

Du får en mulighed for at erhverve dig en særlig erfaring i relationsarbejde og bidrage til et meningsfuldt og værdibaseret arbejde.

Praktikperioden: 26. januar – 26 juni 2026 
Ansøgningsfrist: Ansøg nu – vi afholder samtaler løbende

Om Diversity Works 
Diversity Works er en NGO for minoritetsetniske danskere i udsatte livspositioner, der arbejder for, at alle skal have lige muligheder og rettigheder – uanset religion, køn eller oprindelse. Det gør vi gennem en lang række aktiviteter i vores rådgivning- og aktivitetscenter på Blågårdsgade i hjertet af Nørrebro. Her tilbyder vi rådgivning, madklub, motion, systue, mentorskaber, lektiehjælp, børneaktiviteter m.m. – alt sammen med det formål at give vores brugere hjælp til selvhjælp, der styrker deres personlige handlekraft og inspirerer til medborgerskab. Læs mere på www.diversityworks.dk

Lige nu søger vi nye praktikanter, der har lyst til at være med, i centrum af det hele. 

Dine opgaver som praktikant 
Som praktikant i Diversity Works bliver du en aktiv del af et team, der hver dag arbejder tæt sammen med vores brugere. Du vil bidrage solidarisk til vores opgaver med at holde centeret åbent i hverdage og være med til at rådgive og vejlede og skabe fællesskab med centrets brugere samt koordinere og afholde daglige aktiviteter. 

Derudover forestiller vi os, at du får et særligt ansvarsområde. Du vil kunne få følgende opgaver: 

  • Deltage ved vores sociale aftentilbud hvor centret omdannes til lektiecafe og madklub for børnefamilier.
  • Idéudvikle, planlægge og afholde dialogmøder eller oplæg om relevante emner for vores brugere – fra kulturudveksling til praktiske færdigheder. 
  • Arrangere sociale aktiviteter som fællesspisning, kreative workshops og udflugter, med brugere og frivillige.
  • Bidrage til organisationens strategi for digital kommunikation ved at skabe og redigere indhold til sociale medier.

Vi tilbyder 
Hos Diversity Works får du: 

  • Indsigt i socialt arbejde, projektledelse og kulturformidling. 
  • Erfaring med relationsarbejde, frivilligkoordinering og rådgivning. 
  • Et trygt og inkluderende arbejdsmiljø, hvor vi støtter hinanden og gør en forskel hver dag. 
  • En dynamisk arbejdsplads med engagerede kolleger, der tæller socialrådgivere, sygeplejersker, projektledere og frivillige. 

Om dig 
Vi søger dig, der: 

  • Er åben, imødekommende og god til at møde mennesker i øjenhøjde. 
  • Trives i et uforudsigeligt miljø, hvor ingen dage er ens, og er i stand til at tilpasse dig, når der opstår nye udfordringer. 
  • Har lyst til at bidrage aktivt til et socialt og mangfoldigt miljø, hvor vi skaber positive forandringer for mennesker i udsatte livssituationer. 

Praktikperiode og arbejdstider 
Praktikperioden løber fra d. 26. januar til d. 26. juni 2026. Start- og slutdatoer er fleksible og kan tilpasses dit studie. 

Arbejdstiden vil være mandag til fredag, evt. med en eller to ugentlige aftenvagter. 

Vi søger kun fuldtidspraktikanter. 

Hvordan søger du? 
Er du klar til at blive en del af vores team? 

Send din ansøgning hurtigst muligt til netværksleder og praktikvejleder Sofie Kold Theede på st@diversityworks.dk

Vi holder samtaler løbende, og forventer at have fundet de rette kandidater omkring december 2025.  

Vi glæder os til at høre fra dig. 

Socialpædagogisk medarbejder til aftentilbud for børn, unge og familier i Diversity Works (stillingen er besat)

Socialpædagogisk medarbejder til aftentilbud for børn, unge og familier i Diversity Works

Vil du være med til at skabe fællesskab, læring og udvikling for børn, unge og familier gennem et stærkt fagligt og inkluderende aftentilbud?

Vi søger en medarbejder, der med en stærk faglighed, tydelig pædagogisk praksis og et strategisk blik kan være drivkraften i vores aftentilbud i Diversity Works.

Om os

Vi er en NGO, der arbejder for at skabe livsmestring og livskvalitet for børn, unge og familier med forskellige kulturelle baggrunde, ofte i udsatte positioner. Vi bygger inkluderende fællesskaber gennem faglighed, frivillighed og samskabelse og vi insisterer på lige rettigheder og muligheder for alle.

I vores aktivitets- og rådgivningscenter driver vi et velbesøgt aftentilbud, hvor børn, unge og familier bl.a. kan få lektiehjælp, støtte til jobsøgning og opleve fællesskab gennem aktiviteter. Derudover skaber vi liv og nærvær ved særlige arrangementer i forbindelse med højtider og ferieperioder.

Stillingen

Som socialpædagogisk medarbejder bliver du den faglige nøgleperson, der både er til stede i aftenernes aktiviteter, der indeholder lektiehjælp for børn, unge og voksne, forældresamarbejde og fællesskabsaktiviteter, eksempelvis fællesspisning. Du koordinerer aktiviteter sammen med kolleger og frivillige og sikrer, at indsatsen bygger på solid pædagogisk viden og erfaring og bidrager til at sætte retning for den langsigtede udvikling.

Med dit faglige fundament formår du at omsætte hverdagens aktiviteter til læring, mestring og empowerment for børn, unge og deres familier. Du er vært, igangsætter og sparringspartner og du ser muligheder for udvikling både i den enkeltes liv og i de fællesskaber, vi bygger sammen.

Dine opgaver:

  • Være vært og koordinator på aftener med aktiviteter (mandag–onsdag) i samarbejde med frivillige
  • Bidrage med faglig sparring til lektiehjælpere og indgå i tæt samarbejde med frivilligkoordinatoren
  • Igangsætte og være tovholder på særlige indsatser målrettet børn, unge og deres familier, som du selv har mulighed for at skabe og igangsætte
  • Bidrage til strategisk udvikling og fundraising af aktiviteter og projekter

Vi forestiller os, at du

  • Har en socialfaglig baggrund eller uddannelse evt. socialpædagog, lærer, evt. med specialpædagogisk efteruddannelse eller lign.
  • Har solid erfaring med at arbejde med børn, unge og familier i udsatte positioner, gerne i tværkulturelle sammenhænge
  • Kan dokumentere resultater fra tidligere indsatser, hvor du har skabt udvikling og trivsel for målgruppen
  • Har stærke relationelle og kommunikative kompetencer og trives i dialog med mennesker fra forskellige kulturelle baggrunde
  • Har organisatorisk forståelse, kan skabe struktur og bevare overblikket i et travlt miljø
  • Er selvstændig, løsningsorienteret og kan omsætte faglig viden til praksis

Vi tilbyder:

  • En fuldtidsstilling på 37 timer med opstart snarest muligt
  • Fast arbejdstid mandag–onsdag kl. 15–20.30, med fleksibel planlægning af den resterende tid
  • Et dynamisk arbejdsmiljø med engagerede kolleger og frivillige
  • Mulighed for at præge indhold, metoder og strategisk udvikling i tilbuddet
  • En arbejdsplads, hvor forskellighed er en styrke, og fællesskab er en grundværdi

Vi gør opmærksom på at vores organisation ikke er lønførende.

Ansøgning

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte direktør Sara Bech Jakobsen på tlf. 2715 6868.
Send din ansøgning og CV til info@diversityworks.dk, mærket ”børn og unge”, senest 19. september 2025 kl. 23.59.

Vi afholder 1. samtale onsdag d. 24. september 2025
 
Vi glæder os til at høre fra dig!

Vi søger en frivilligkoordinator. (stillingen er besat)

Vil du arbejde med frivillighed og fællesskab gennem social innovation og samskabelse?

Diversity Works søger en engageret og erfaren frivilligkoordinator, der både kan deltage i vores daglige aktiviteter og styrke vores frivilligpraksis i aktivitets- og rådgivningscentret samt i eksterne projekter. Med et stærkt socialt engagement bliver du en nøglespiller i arbejdet med at udvikle fællesskab, frivillighed og samskabelse.

Om Diversity Works

Diversity Works er en NGO, der arbejder for at skabe livsmestring og livskvalitet for minoritetsetniske danskere i udsatte positioner. Vi bygger inkluderende fællesskaber gennem faglighed, frivillighed og samskabelse og vi insisterer på lige rettigheder og muligheder for alle. Vi driver et aktivitets- og rådgivningscenter på Blågårdsgade samt den socialøkonomiske virksomhed Send Flere Krydderier. Vi engagerer os i udviklingsprojekter, hvor frivillige er med til at skabe forandring, der rækker ud i hele landet.

Stillingen

Som frivilligkoordinator får du en central rolle i den daglige koordinering og udvikling af arbejdet med og for vores frivillige. Du skal skabe rammer for engagement, motivation og trivsel blandt frivillige og brugere af centeret og sikre, at deres kompetencer bringes i spil i meningsfulde fællesskaber og aktiviteter.

I din hverdag vil du indgå i bemandingen af aktivitetscentret og arbejde tæt sammen med forskellige typer af frivillige. Derudover får du ansvar for at igangsætte og understøtte nye udviklingsprojekter med fokus på at styrke frivilligheden blandt vores brugere. Projekterne skal bidrage til at udvide forståelsen af frivillighed og engagere flere i centerets liv og fællesskaber, gennem nærvær, dialog og samskabelse.

Dine opgaver

  • Skabe og vedligeholde nærværende relationer med centerets frivillige og brugere
  • Igangsætte og koordinere frivillighedsinitiativer og deltagelsesmuligheder, der skaber grobund for trivsel og rekruttering
  • Etablere rammer for kompetenceudvikling blandt frivillige
  • Bidrage til liv og aktivitet i centeret, både i dagtimer og ved enkelte aften- og weekendarrangementer
  • Udvikle og facilitere samskabende processer og fællesskaber
  • Igangsætte og beskrive projekter med henblik på fundraising
  • Evaluere, dokumentere og videreudvikle praksis og metoder

Vi forestiller os, at du har

  • Erfaring med samskabelse og udviklingsprojekter i sociale eller kulturelle sammenhænge
  • Indgående kendskab til frivillighed, gerne både som frivillig og som koordinator
  • Evne til at motivere og matche frivillige med meningsfulde opgaver
  • Erfaring med at understøtte læring og udvikling hos frivillige
  • Et anerkendende og inkluderende menneskesyn og en nysgerrig tilgang til forskellighed
  • Evne til at arbejde selvstændigt og skabe nye løsninger i samarbejde med kolleger og brugere
  • Gode organisatoriske evner og fortrolighed med Office-programmer

Vi tilbyder

  • En fuldtidsstilling på 37 timer med opstart snarest muligt
  • Et dynamisk arbejdsmiljø præget af højt engagement og stærke værdier
  • Mulighed for at forme indhold og metoder i dit arbejde
  • En arbejdsplads, hvor forskellighed er en styrke, og fællesskab er en grundværdi

Ansøgning og kontakt

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Sara Bech Jakobsen på telefon 27 15 68 68.

Send din ansøgning og CV til info@diversityworks.dk, mærket “Frivilligkoordinator”, senest 8. august 2025 kl. 23.59.

Socialrådgiver til beskæftigelsesindsats hos Diversity Works (stillingen er besat)

Socialrådgiver til beskæftigelsesindsats hos Diversity Works

Vil du skabe forandring for minoritetsetniske danskere i udsatte livspositioner? Brænder du for at arbejde med mennesker langt fra arbejdsmarkedet og samtidig blive en del af en værdidrevet organisation med stærk faglighed?

Diversity Works søger en fagligt stærk, engageret og handlekraftig socialrådgiver til vores beskæftigelsesindsats.

Om os

Diversity Works er en NGO, der arbejder for livsmestring og lige muligheder for minoritetsetniske danskere. Vi tilbyder social- og juridisk rådgivning, beskæftigelsesindsatser og fællesskabsbaserede aktiviteter. Gennem vores spiserier, Send Flere Krydderier, skaber vi job- og afklaringsmuligheder i tæt samspil med borgerne. Vi tror på helhedsorienterede løsninger og tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer, håb og potentialer.

Om stillingen

Som del af vores beskæftigelsesteam bliver din primære opgave at støtte minoritetsetniske borgere med komplekse udfordringer tættere på arbejdsmarkedet. Du vil arbejde med afklaring, individuel støtte og rådgivning i afklarende forløb, og få ansvar for at koordinere og dokumentere indsatsen.
 
Du får en central rolle i samarbejdet med både interne aktører: vores socialøkonomiske spiserier Send Flere Krydderier, vores aktivitets- og rådgivningscenter, og eksterne samarbejdspartnere som jobcentre og virksomheder.

Dine opgaver

  • Afklaring, rådgivning og vejledning af borgere med komplekse problemstillinger
  • Udarbejdelse af progressions- og leverandørrapporter
  • Helhedsorienteret samarbejde med social- og sundhedsteam samt køkkenledelse
  • Koordinering og sikring af systematisk og metodisk sagsarbejde i teamet
  • Opsøgende virksomhedsarbejde og etablering af relevante virksomhedspraktikker for at sikre det rette match mellem borger og virksomhed.

Om dig

  • Du er uddannet socialrådgiver eller har solid erfaring fra beskæftigelsesområdet
  • Du har kendskab til relevante love og reformer på beskæftigelses-, udlændinge- og socialområdet
  • Du arbejder struktureret, selvstændigt og trives med varierede opgaver
  • Du har gerne erfaring fra myndighedsområdet og målgruppen
  • Du er god til at skabe tillidsfulde relationer og bevare overblikket i pressede situationer
  • Du kan tænke i systemer, skabe overblik og bidrage til koordinering i teamet
  • Det er en fordel, hvis du taler flere sprog end dansk

Vi tilbyder

  • Fastansættelse på 37 timer ugentligt
  • Opstart 1. oktober – eller gerne før
  • Faglig sparring og ekstern supervision
  • Et meningsfuldt arbejde med forandring gennem relationer og fællesskaber
  • En værdidrevet og mangfoldig organisation med et fagligt miljø og samarbejde med Send Flere Krydderier
  • Arbejdsplads på Nørrebro med kolleger fra både rådgivning og spiserier

Ansøgning

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte direktør Sara Bech Jakobsen på tlf. 2715 6868.
Send din ansøgning og CV til info@diversityworks.dk, mærket ”beskæftigelse”, senest 10. august 2025 kl. 23.59.
 
Vi glæder os til at høre fra dig!

Tilmeld dig indfødsretsforløbet hos Diversity Works

Anna Bjørg t.v., vores tidligere praktikant, sammen med to af kursisterne til sidste efterårs indfødsretsforløb.

Vi er glade for at meddele, at Diversity Works i samarbejde med Støberiet endnu en gang åbner for tilmelding til vores indfødsretsforløb.

Indfødsretsforløbet er tiltænkt dem, der ønsker at bestå indfødsretsprøven, og som søger hjælp og støtte til forberedelse og tilmelding. Forløbet er gratis, og du kan deltage uanset dit niveau i læsning og skrivning.

I det 12-uger lange forløb, der skræddersys efter dine og de andre deltagers behov, forsøger vi på bedste vis at gøre det nemmere for dig at opnå statsborgerskab – en proces, der for mange normalvis er lang, dyr og besværlig.

I forløbet rådgiver vores socialrådgiver om regler og krav, og vores to praktikanter går i dybden med det fagstof, der ligger til grund for selve prøven og dens mange spørgsmål.

Forløbet strækker sig over 12 kursusdage i perioden d. 28. august t.o.m. 20. november (ingen kursusdag i uge 42). Det er hver onsdag fra kl. 17-19.

Kursusdagene afholdes i Støberiet på følgende adresse: Korsgade 30, 2200 København N.

Tilmelding til efteråret

Skal du til at søge statsborgerskab? Eller kender du nogen, der skal til det?

Så tøv endelig ikke med at kontakte Sofie Kold Theede på mail: st@diversityworks.dk

Frist for tilmelding er 13. august, hvorefter vi fordeler pladserne og melder tilbage.

OBS
Ved tilmelding skal du skrive dit fulde navn samt telefonnummer.

Tidligere deltager mener

“Jeg er ordblind og derfor har det været meget svært selv at læse om Danmarks historie og alle de forskellige emner. I år kunne jeg spørge både underviseren og de andre på holdet. Og det var lige det, der skulle til. Jeg kunne alle de aktuelle spørgsmål både om filmen Druk og om, at prins Christian er blevet konfirmeret.”

– Nadifo, deltager ved indfødsretsforløbet 2021

Alliancen på Folkemødet: Ungdomstilbud skal forlænges til det 22. år i udsatte boligområder

Ungdomstilbud skal forlænges til det 22. år i udsatte boligområder

Abdi-Rahman Iidle opfordrer til at forlænge fritidstilbud og øge rådgivning for unge i udsatte boligområder op til 22-årsalderen. På den måde sikrer man, at samfundet ikke taber de unge, og de i større grad kommer i gang med uddannelse.

Forlæng ungdomstilbuddene for unge i udsatte boligområder og tilbyd mere rådgivning til dem, der har et særligt behov.

Sådan lyder det overordnede budskab fra Abdi-Rahman Iidle, der er formand for foreningen Leg & Lær med etniske ord i Aarhus Vest; en forening, der er lokalt forankret, og som er til for at yde vejledning til og skabe fællesskaber for unge minoritetsetniske danskere. Ved siden af sin formandspost arbejder han som kultur- og skolehjemvejleder på en lokal folkeskole.

Til juni skal Abdi-Rahman Iidle, sammen med syv andre foreninger fra Diversity Works nationale partnerskabsnetværk, på Folkemødet, og her vil han gerne sætte fokus på nogle af de udfordringer, han oplever i hans lokalsamfundet.

Én af de udfordringer, han rigtig gerne vil kaste lys på, drejer sig om en bestemt gruppe af udsatte unge, der glider ud af samfundets hænder, så snart de fylder 18.  

Som det er lige nu, gælder ungdomstilbud såsom fritidsklubber ikke for unge, der er fyldt 18 år. Problemet med det er, ifølge Abdi-Rahman Iidle, at det ikke er alle unge, som har de rette forudsætninger til at søge ind på ungdomsuddannelser eller erhvervsskoler.

Nogle af de unge kommer nemlig fra familier, hvor forældrene har få ressourcer, hvorfor de kan have svært ved at hjælpe til med lektier og jobansøgninger. Samtidig kan kulturelle og sprogmæssige barriere føre til, at forældrene slet ikke har et overblik over, hvilke muligheder de unge har.

Og når de unge samtidig ikke længere har et socialt fællesskab, som de havde i den lokale fritidsklub, risikerer man, at de i større grad render rundt i gaderne, uden at forældre eller pædagoger har føling med, hvad de fortager sig.  

”Det bliver jo destruktiv, og det ødelægger dem jo” fortæller Abdi-Rahman Iidle, der oplever, hvordan visse unge bliver tabt i systemet og ikke kommer i gang med uddannelse – og i værste tilfælde ender i kriminalitet. Derfor kommer han med denne opfordring:

”Hvis man nu udvider klubtilbuddene i udsatte boligområder, så de unge har mulighed for at komme et sted hen, hvor der er fagprofessionelle, der kender dem, og som kan lave aktiviteter med dem. Det ville være kanon”

Abdi-Rahman Iidle foreslår helt specifikt, at man udvider klubtilbuddene i fire år, så unge med særligt behov i udsatte boligområder fortsat kan gøre brug af ungdomstilbud til de er 22 år.

En indslusning til samfundet”

Selvom det sociale aspekt er et vigtigt element, er det dog slet ikke nok i sig selv.

”Det er ikke fordi, vi bare skal forlænge i fire år. Fordi det skal ikke bare været sted, hvor de kommer og hænger ud, spiser og så smutter igen. Nej, der skal være mere indhold til det” uddyber Abdi-Rahman Iidle, der gerne ser, at kommunerne og skolerne arbejder tæt sammen med foreninger, forældre og fagprofessionelle for at skabe rammerne for, at udsatte unge kan komme videre.

Ifølge Abdi-Rahman Iidle skal det være en helhedsorienteret indsats, hvor man både inddrager gademedarbejdere og jobkonsulenter, og hvor man har fokus på at få aktiveret de unge.

”Vi skal sluse de unge ind i samfundet og få dem i gang med et eller andet. Og så vise dem vej” lyder det fra Abdi-Rahman Iidle.

Samtidig er det vigtigt at være tæt på de unge og mærke efter, hvad de har brug for. Derfor har man i foreningen Leg & Lær med etniske ord den tilgang, at man slår lyttebøfferne ud og mærker pulsen.  

”Vi vil gerne have, at det vi gør, gavner det lokale samfund, og at det er noget, som vi kan se resultatet af” fortæller Iidle, der uddyber:

”Vi spørger: er der noget som lokalområdet har brug for? Og når vi gør det, oplever vi en stor tilslutning fra lokalsamfundet og lokale samarbejdspartnere”

Svært uden praktikplads

Minoritetsetniske danskere oplever i stor grad at få afvisninger på ansøgninger. Faktisk fremgår det i af en rapport udgivet af Institut for Menneskerettigheder sidste år, at op mod 48% af de minoritetsetniske danskere, der medvirkede i rapporten, har oplevet at få et afslag på en ansøgning, hvad enten det gjaldt job, læreplads, uddannelse, etc.

Det er et billede, som Abdi-Rahman Iidle nikker genkendende til, og det er noget, som ifølge ham kan gøre det svært at få de unge videre.

”Regeringen har sagt, at vi [skolerne] skal vejlede ungerne til at tage en erhvervsuddannelse. Men mange af de unge, jeg taler med, kender en eller to familiemedlemmer, der har måtte droppe ud, fordi de ikke har kunne få elevpladser” forklarer en frustreret Abdi-Rahman Iidle, der fortsætter:

”Jeg har en lang liste af unge, der gerne vil starte, men det kræver altså også, at virksomhederne tager i mod dem”

Det er altså ikke nok at forlænge ungdomstilbuddene og yde karriererådgivning til de unge, hvis virkeligheden er den, at mange alligevel risikerer at blive afvist.

Derfor håber Abdi-Rahman Iidle, at man fra politisk side også vil handle på den type af diskrimination, som gør det sværere for unge med minoritetsetnisk baggrund at komme i praktik eller starte på uddannelse.

Alliancen på Folkemødet: Lad uddannelse tælle med i krav for statsborgerskab

Lad uddannelse og frivilligt arbejde tælle med i krav for statsborgerskab

Strenge krav til statsborgerskab gør, at unge føler sig nødsaget til at droppe ud af uddannelser. Det er et problem for både det enkelte menneske og samfundet som helhed, mener Asma Ismail. Det vil hun gerne sætte fokus på ved årets Folkemødet.

Asma Ismail, 23 år, er en af Alliancens repræsentanter på årets Folkemøde. Alliancen er Diversity Works nationale partnerskabsforening, der består af i alt 18 lokale minoritetsetniske foreninger fordelt rundt om i landet.

Derudover repræsenterer hun Viborg Internationale Forening, hvor hun dagligt er med til at skabe og afholde aktiviteter i lokalområdet for familier, børn og unge, såvel som faglige arrangementer, hvis formål er at oplyse folk med anden etnisk baggrund om det danske samfund, bl.a. om demokrati, lovgivning og rettigheder.

Eksempelvis har de haft lokalpolitikere inde til paneldebat, hvor vigtigheden af demokratisk deltagelse blev diskuteret.

”Vi inviterer politikere ind, der snakker om, hvorfor det er vigtigt at stemme, og hvad betyder det, hvis man stemmer. Og hvad de forskellige partier står for”

Udover demokrati og valgdeltagelse har foreningen også fokus andre emner, der berører minoritetsetniske danskere. Ét af de emner er reglerne om statsborgerskab.

Komplekse regler har store konsekvenser

Reglerne for statsborgerskab kan være svære og indviklede at forstå, og overser man bestemte frister, kan det få stor betydning for ens muligheder.

Det oplevede Asma Ismail på egen krop, da hun søgte statsborgerskab sidste år. Efter at have bestået prøven gik hun i gang med at søge, og da gik det op for hende, at der pludselig gjaldt andre regler for hende, end hun først havde antaget.

Hun var nemlig lige fyldt 22 år, og et krav, der ikke tidligere havde gjaldt for hende, betød, at hun nu skulle dokumentere, at hun havde arbejdet fuldtid i 3,5 år ud af de seneste 4 år. Det havde hun imidlertid ikke, idet hun var (og fortsat er) i gang med at uddanne sig til socialrådgiver.

Unge under 22 år, der er kommet til landet før de fyldte otte år, kan nemlig omgå denne regel, hvis de har været i gang med uddannelse. Men er man fyldt 22 år, er det ikke på samme måde muligt.

Så selvom Asma Ismail er i gang med uddannelse, arbejder deltid på et demensplejehjem og er frivillig i Virborg Internationale Forening, er det i udgangspunktet ikke nok.

”Det er så træls,” lyder det fra midtjyden, da hun forklarer sin oplevelse:

”Nu har jeg bestået den her prøve. Det hele er godt. Men så ser jeg, at man åbenbart skal have arbejdet 3,5 år, hvis man er fyldt 22.”

Asma Ismail indsendte sin seneste ansøgning blot en måned efter, at hun blev 22 år. Men selvom reglerne tilsiger, at hun skal have været i fuldtidsarbejde i flere år, har hun alligevel søgt dispensation. Og derfor er der også et håb for, at hun alligevel kan opnå statsborgerskab.

Hun må dog vente lidt endnu med at få svar. Sagsbehandlingstiden er nemlig på 22 måneder ifølge Udlændingestyrelsen. Indtil nu har Asma Ismail ventet på svar i ca. 12 måneder. 

Det skal give mening

Selvom Asma Ismail synes processen om at søge statsborgerskab har været langsommelig og besværlig, er hun slet ikke imod regler på dette område. Hun ønsker blot, at de så anderledes ud.

”Jeg har ikke noget imod, at der er regler, i forhold til dansk statsborgerskab. Selvfølgelig skal der være nogle regler. Men lav nogle regler som giver mening”

Én af de ting, som Asma Ismail lægger vægt på, er, at uddannelse og frivilligt arbejde ikke tæller med i kravene for at opnå statsborgerskab. Det går udover den enkelte ansøger, der er nødt til at vælge mellem uddannelse eller det at søge statsborgerskab.

”Vil I helst gerne have, at jeg færdiggør min uddannelse? Eller vil I gerne have, at jeg dropper min uddannelse og i stedet arbejder for at få dansk statsborgerskab?” Spørger Asma Ismail retorisk, og fortsætter:

”Man hører hele tiden, hvor vigtigt det er med arbejde, og at det er vigtigt at tage en uddannelse. Men hvordan kan man tage en uddannelse, når man står i den situation?”

Asma Ismail mener, at det er tvetydigt, når politikere på den ene side gerne vil have, at folk uddanner sig, men samtidig begrænser visse minoritetsetniske danskere i at tage uddannelse, idet de føler sig nødsaget til at arbejde for at få statsborgerskab.

”Man vil hellere have en uddannelse og bidrage til samfundet. Hvorfor er det et problem?” 

Spurgt ind til, hvorfor det er vigtigt for hende at få et statsborgerskab, svarer Asma Ismail, at det først og fremmest er vigtigt for hende at kunne stemme og føle sig inkluderet i samfundet.

Dernæst har hun også oplevet begrænsningerne ved ikke at have det rødbedefarvede pas, idet hun modsat danske statsborgere skal søge om visum, hver gang hun rejser ud af Europa. Desuden har hun oplevet, at lufthavnskontrollen i andre lande bruger ekstra tid på at gennemgå netop hendes rejsedokumenter, sammenlignet med de veninder, der har dansk statsborgerskab.

Diversity Works på Folkemødet: Minoritetsetniske perspektiver i fokus

Diversity Works på Folkemødet: Minoritetsetniske perspektiver i fokus

Diversity Works til arrangement på Folkemødet 2022

Den 14. juni løber Folkemødet af stablen, og i år er Diversity Works at finde på klippeøen.

Udover vores direktør, Sara Bech Jakobsen, vil Diversity works være repræsenteret af vores sygeplejerske, Liselotte Vendelsøe, samt otte lokalforeninger fra partnerskabsnetværket Alliancen.

Formålet er, ifølge Sara Bech Jakobsen, at bringe minoritetsperspektivet ind i debatter og møde mulige samarbejdspartnere.

”Vi mener, at vi gør en særlig forskel for at skabe sociale løsninger. Med vores helhedsorienterede indsats, som består af frivillige og projektorienterede indsatser, mener vi at have relevante perspektiver, som vi gerne vil dele ud af” siger Sara Bech Jakobsen og fortsætter:

”Samtidig er vi klar på at blive udfordret og møde nye samarbejdspartnere, som vi kan udvikle med”

Emner, som Sara Bech Jakobsen personligt er klar på at kaste lys på, er civilsamfundets værdi i det offentlige velfærdssystem, finansiering af civilsamfundet samt frivillighed og community.

Lokale stemmer fra hele landet

Som noget nyt skal Alliancen, Diversity Works’ nationale partnerskabsnetværk for minoritetsetniske foreninger, også med på Folkemødet. Og det er noget, som de lokale foreninger ser frem til.

”Mange af deltagerne har i flere år drømt om at skulle afsted på Folkemødet, men har endnu ikke haft mulighed for at opleve demokratifesten på Bornholm” lyder det fra projektleder i Alliancen, Mie Simone Sommer, der fortsætter:

”Det har stor betydning at skulle afsted som gruppe og samlet repræsentere – ikke blot de resterende partnerskabsforeninger i Alliancen – men også en del af foreningsdanmark, som ikke altid får den største opmærksomhed”

Hver forening i Alliancen er drevet af frivillige, og de har fokus på forskellige indsatser og målgrupper. Fælles for alle foreningerne er dog, at de hver især arbejder for at forbedre minoritetsetniske danskeres livsvilkår.

Derfor håber de også, at de med deres tilstedeværelse på Folkemødet kan blande sig i forskellige debatter, særligt indenfor børn og unge, udlændingeret og sundhed.

Desuden vil der også være interesse for at deltage i aktiviteter og debatter, der omhandler foreningsarbejde, civilsamfund og aktivt medborgerskab.

Alliancen samlet i Århus til fællesmøde. November 2023.

Ulighed i sundhed

En problemstilling, som vi i Diversity Works længe har haft fokus på, er ulighed i sundhed – særligt med fokus på minoritetsetniske borgeres møde med det danske sundhedssystem.

Diversity Works’ sygeplejerske Liselotte Vendelsøe, der har mange års erfaring indenfor sundhedssektoren, har på egen hånd oplevet, hvordan systemet ikke altid er gearet til at hjælpe udsatte minoritetsetniske danskere tilstrækkeligt, når de opsøger egen læge eller på anden vis er i kontakt med sundhedspersonel.

Det skyldes ifølge Liselotte Vendelsøe, at systemet er alt for rigidt, når det kommer til minoritetsetniske danskere, hvorfor hun i løbet af det seneste år været i landet rundt for at holde oplæg for bl.a. sundhedspersonel og socialrådgivere. Her har hun haft mulighed for at dele ud af sine erfaringer.

Nogle af de erfaringer, hun har gjort sig, kommer fra et nyopstartet projekt i Diversity Works støttet af Helsefonden, der har til formål at sikre ordentlig jobafklaring blandt minoritetsetniske kvinder.

Læs mere: Bevilling fra Helsefonden styrker beskæftigelsesindsatsen i Diversity Works

I forbindelse med dette projekt har Liselotte Vendelsøe løbende konsultationer med de kvinder, der i jobafklaring i Diversity Works, og hendes erfaringer viser, at flere af kvinderne ikke er blevet ordentligt afklaret ved egen læge, da der til disse konsultationer er opstået misforståelser mellem kvinderne og deres læger.

Denne problematik ønsker Liselotte Vendelsøe at kaste lys på til det kommende Folkemøde.