Diversity Works modtager støtte fra Honoré Fonden til at styrke unges fællesskab og handlekraft

I 2026 planlægger Diversity Works at skabe nye mentorskaber blandt centerets unge medlemmer og frivillige. Det gør vi under projektet Fra mødested til handlekraftigt fællesskab som har modtaget støtte fra Honoré Fonden. Bevillingen er givet som en del af Honoré Fondens program ’Fællesskaber for nye generationer’, der har fokus på at skabe fællesskaber, hvor unge oplever at høre til, kan være sig selv og kan være noget for andre.

Projektet tager afsæt i Diversity Works’ ugentlige ungecafé, som allerede i dag fungerer som et trygt samlingspunkt for unge mellem 13 og 20 år fra familier med minoritetsetnisk baggrund. Med støtten fra Honoré Fonden ønsker organisationen at løfte caféen ind i en ny fase: fra et sted, man besøger, til et fællesskab, man er med til at bygge.

“Vi møder unge med masser af potentiale, idéer og lyst til at bidrage, men også med oplevelser af begrænsede muligheder og manglende indflydelse. Med dette projekt vil vi skabe rammer, hvor de unge ikke kun får støtte, men også får mulighed for at tage ansvar, engagere sig og opleve, at deres stemme gør en forskel,” siger udviklingskonsulent Louise B. Grøntved fra Diversity Works.

Projektet vil styrke de unges trivsel, livsmestring og handlekraft gennem et struktureret mentorskabsprogram, livsmestringsworkshops og etablering af stærke partnerskaber med lokale aktører som foreninger, kulturinstitutioner og uddannelsesmiljøer. Samtidig skal indsatsen bidrage til at opbygge lokal sammenhængskraft ved at skabe broer mellem de unge og deres nærområde.

Målet er, at ungecaféen udvikler sig til et levende og handlekraftigt fællesskab, hvor de unge oplever ejerskab, indflydelse og mulighed for aktiv deltagelse, både i eget liv og i lokalsamfundet omkring dem.

Diversity Works ser støtten fra Honoré Fonden som en vigtig mulighed for at forankre og videreudvikle en indsats, der på sigt kan blive en varig del af organisationens ungearbejde og inspirere til nye måder at arbejde med unges fællesskaber og trivsel i civilsamfundet.

Vi glæder os til at være med til at undersøge og udvikle nye veje til stærke fællesskaber for flere unge.

Læs mere om Honoré Fondens program Fællesskaber for nye generationerhonorefonden.dk/faellesskaber-nye-generationer