Praktik hos Diversity Works: Fællesskaber, frivillighed og social deltagelse i praksis

Ønsker du en praktik, hvor du både kommer tæt på mennesker og fællesskaber og får erfaring med praksisnær analyse og udviklingsarbejde?

Hos Diversity Works søger vi én eller flere universitetspraktikanter til efteråret til vores rådgivnings- og aktivitetscenter på Nørrebro. Her arbejder vi hver dag sammen med kvinder, unge og familier med minoritetsetnisk baggrund for at skabe stærkere fællesskaber, nye muligheder og større deltagelse i samfundet.

Som en fast del af praktikforløbet har du, sammen med dine medpraktikanter ansvaret for vores indfødsretskursus, hvor du planlægger og gennemfører undervisning, møder deltagerne og arbejder med refleksioner over impact af deltagelse, medborgerskab og social inklusion i praksis. Herudover bliver du en del af hverdagen i huset. Du deltager i aktiviteter, møder centerets brugere og samarbejder med frivillige, samtidig med at du arbejder med fagligt relevant fokusområde, der kobler dine studier med erfaringer fra praksis.

Undervejs får du erfaring med socialt arbejde i en NGO og mulighed for at arbejde med både relationsarbejde, analyse og udvikling. Du får også indsigt i frivillighed og community building i et engageret og mangfoldigt arbejdsmiljø tæt på mennesker og lokalsamfund.

Hos os er der sjældent stille – der er altid kaffe på kanden, mennesker i samtale og nye idéer i gang.

Idéer til fokusområder i praktikforløbet hos os
Som praktikant hos os kan du arbejde med faglige temaer, der kobler dine studier med vores arbejde i centeret. Forløbet kan, foruden indfødsret, f.eks. tage udgangspunkt i:

Fællesskaber og deltagelse
• undersøge hvordan nye deltagere finder frem til centeret
• identificere barrierer for at møde op første gang
• arbejde med idéer til, hvordan flere kan blive en del af fællesskaberne i huset

Frivillighed og community building
• undersøge hvad der motiverer frivillige i centeret
• bidrage til udviklingen af nye frivilligroller eller aktiviteter
• arbejde med hvordan frivillige kan styrke fællesskaberne i huset

Arbejdet kan fx indeholde observationer i aktiviteter, samtaler eller korte interviews med deltagere og frivillige samt refleksioner over, hvordan vores aktiviteter og fællesskaber kan udvikles.

Vi er samtidig åbne over for andre faglige vinkler, og vi tilpasser gerne praktikforløbet, så det giver mening i forhold til både dine interesser og vores arbejde i huset.

En dag som praktikant
En dag hos Diversity Works kan fx starte med en kop kaffe i Netværket, en snak med Hanim i køkkenet og en kort sparring med din vejleder om dagens fokus.

I løbet af dagen følger du måske et oplæg i huset som en del af dine observationer og taler med deltagere og frivillige om deres erfaringer. Du kan også vende frivilligaktiviteter med Renée, vores frivillig- og udviklings konsulent, eller være med til at udvikle nye frivilliginitiativer.

Måske sparrer du med Sofie, vores netværksleder, om indfødsretskurset – fx ved at samle erfaringer fra deltagere eller udvikle idéer til, hvordan kurset kan styrkes.

Der vil også være tid til at arbejde videre med dit praktikprojekt – fx observationer, refleksioner eller idéer til, hvordan vi kan nå endnu flere mennesker i lokalområdet.

Hvem kan søge – og hvordan?
Praktikken kan være relevant for studerende fra fx sociologi, antropologi, socialt arbejde, interkulturel kommunikation, international udvikling, Mellemøstens sprog og samfund, eller lignende samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser.

Vi forestiller os, at du er nysgerrig på mennesker og fællesskaber og har lyst til at arbejde tæt sammen med brugere og frivillige i centeret. Samtidig trives du i et levende og relationelt miljø, hvor hverdagen formes i samspillet mellem mennesker.

Du behøver ikke have erfaring med alle dele af arbejdet på forhånd – det vigtigste er, at du har lyst til at lære, reflektere og bidrage med dine perspektiver undervejs i praktikforløbet.

Praktisk information
• Praktiksted: Diversity Works, Nørrebro
• Periode: Efterårssemesteret (midt august – midt januar)
• Praktikken er ulønnet og tilpasses så vidt muligt dit studieforløb

Har du lyst til at blive en del af et hus fyldt med mennesker, fællesskaber og nye idéer – og samtidig få erfaring med praksisnært arbejde og analyse?

Vi ansætter løbende så tøv ikke med at sende os din ansøgning og CV til Netværksleder Sofie Theede på st@diversityworks.dk

Måske er det dig, der bliver en del af centeret næste semester..

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *