
Anne-Birgitte Agger indtræder i bestyrelsen for Diversity Works
Den erfarne leder og madiværksætter skal bidrage til at styrke den socialøkonomiske virksomhed Send Flere Krydderier og Diversity Works’ samlede udvikling
Maj 2025
Anne-Birgitte Agger, der også sidder i bestyrelsen for Meyer-koncernen, bliver nyt bestyrelsesmedlem i Diversity Works.
Anne-Birgitte Agger har en lang karriere som virksomhedsleder, iværksætter og tidligere direktør for Hotel- og Restaurantskolen.
Hun er i dag selvstændig og driver Agger Selskab, der rådgiver om udvikling af bæredygtige og velsmagende måltidsløsninger, fødevaresystemer og maduddannelser.
“Jeg brænder for at omsætte idéer til konkrete resultater – særligt når det handler om mad, måltider og mennesker, ”siger Anne-Birgitte Agger, der ser frem til at være med til at forretningsudvikle Send Flere Krydderier, der er Diversity Works’ socialøkonomiske café og cateringvirksomhed.
“Kombinationen af mad, mennesker og meningsfuldhed rammer lige ned i det, jeg brænder for, siger Anne-Birgitte Agger og fortsætter:
”Jeg glæder mig til at bidrage til den videre udvikling af Send Flere Krydderier og til det vigtige arbejde, Diversity Works står for.”
Også direktør i Diversity Works, Sara Bech Jakobsen, glæder sig over det nye bestyrelsesmedlem og til at kunne trække på Anne-Birgitte Aggers viden og erfaringer fra restaurationsbranchen.
“Vi er meget beærede over at have fået Anne-Birgitte med i bestyrelsen,” siger Sara Bech Jakobsen:
”Jeg glæder mig til samarbejdet og til at kunne sparre med en kapacitet, der har en skarp strategisk tilgang og en stærk forståelse for, hvordan man skaber både social og økonomisk værdi gennem mad.”





