Tidlig sundhedsindsats kan bryde mønstret med mange borgere fra ikke-vestlige lande på førtidspension
Tidlig sundhedsindsats kan bryde mønstret med mange borgere fra ikke-vestlige lande på førtidspension

Mange borgere med minoritetsetnisk baggrund ender på førtidspension. En del af løsningen er at sætte ind med en tidlig, målrettet og individuel sundhedsindsats. Det viser erfaringerne fra et pilotprojekt i Diversity Works’ beskæftigelsesindsats
25. november 2024
Indvandrere fra ikke-vestlige lande er overrepræsenteret blandt modtagere af førtidspension. Det viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Andelen er særlig høj blandt de 50-67-årige påpeger analysen og fremhæver borgere fra Irak, hvor 2 ud af 3 over 50 år modtager førtidspension.
Tallene virker måske høje, men overrasker ikke direktør i Diversity Works, Sara Bech Jakobsen, hvis man kigger på, hvilken gruppe af borgere, der er tale om.
Gruppen af ikke-vestlige indvandrere over 50 år har det fællestræk, at de er kommet til Danmark fra krigshærgede lande som for eksempel Irak, med alt hvad dertil hører af usikkerhed, vold og traumatiske oplevelser.
Desuden har mange i gruppen et dårligt helbred og er ofte ramt af sundhedsproblemer, som er ubehandlede eller begrænset håndteret i deres oprindelseslande.
”Spørgsmålet er ikke hvor mange, men hvorfor? Og hvad vi kan gøre fremadrettet for at forebygge det høje antal,” siger Sara Bech Jakobsen.
Netop det har et pilotprojekt i Diversity Works’ beskæftigelsesindsats en del af svaret på.
Her har man koblet individuel sundhedsrådgivning på de opkvalificeringsforløb, som organisationen tilbyder i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.
LÆS OGSÅ: Diversity Works’ sygeplejerske i opråb på Christiansborg: Afskaf tolkegebyret i sundhedsvæsenet
”Helt konkret har vi det sidste år gennemført et forløb i vores beskæftigelsesindsats, hvor vi har borgere med ikke vestlig-baggrund i opkvalificeringsforløb i vores socialøkonomiske virksomhed Send Flere Krydderier,” siger Sara Bech Jakobsen og fortsætter:
”Det særlige ved forløbene er, at vi tilbyder individuel sundhedsrådgivning til borgerne hos vores to sygeplejersker, samtidig med at de følges af en projektmedarbejder og socialrådgiver.”
Noget af det, som har overrasket i projektet, er at langt de fleste borgere har haft uopdagede diagnoser eller været mangelfuldt udredt for især smerter og psykiske lidelser.
Smerter og psykiske lidelser har imidlertid en stor betydning og indflydelse på borgernes evne til at varetage et arbejde, og derfor er det helt afgørende, at det bliver opdaget tidligt og ikke mindst behandlet, hvis borgerne skal have en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet.
Det fortæller Liselotte Vendelsøe, der er en af de sygeplejersker, som står bag projektet, og som har haft borgerne til samtaler og individuel sundhedsrådgivning.
”Det har rystet mig, at borgerne har været så mangelfuldt udredt, da de har været i systemet i mange år. Vi har opdaget ting som PTSD, fibromyalgi og inflammation, som ikke har været beskrevet i borgerens sager før,” siger Liselotte Vendelsøe.
LÆS OGSÅ: Vejen til sundhed er lang og kringlet
Årsagen skyldes ikke manglende vilje eller evne fra borgernes egne læger, påpeger Liselotte Vendelsøe, men skal snarere ses som et udtryk for, at der ikke er tid nok i sundhedssystemet, når der skal laves en lægefaglig vurdering af en borgers helbred.
Det gælder ikke mindst gruppen af minoritetsetniske borgere, hvor især sproglige og kulturelle barrierer, gør det svært for mange at navigere i sundhedssystemet.
Løsningen er en tidlig, forebyggende indsats
En af de ting, som er gået op for Liselotte Vendelsøe undervejs i projektet, er, at der burde være sat ind med en målrettet sundhedsindsats for længe siden til de borgere med minoritetsetnisk baggrund, som har været i beskæftigelsessystemet i mange år på grund af helbredsmæssige udfordringer.
”Det er svært så sent i forløbet, fordi de ikke har fået den rette hjælp i mange år. Det er blevet til en ond spiral, som er svær at bryde ud af,” siger Liselotte Vendelsøe.
Som eksempel nævner hun en kvinde, der kom til sundhedsrådgivning, og som havde så voldsomme smerter i armene, at hun ikke kunne løfte dem.
Selv om kvinden havde været ved lægen flere gange, havde lægen ikke opdaget det på grund af den korte konsultationstid, som var gået med andre helbredsmæssige problemer.
”Det viste sig, at hun havde svær inflammation i skuldre, muskler, albuer og håndled, da det blev undersøgt af lægen igen, som selv var chokeret over ikke at have bemærket det før,” siger Liselotte Vendelsøe og fortsætter:
”Hvis man havde sat ind med den rigtige behandling for mange år siden, vil det måske være gået væk, men nu tager det lang tid, hvis det nogensinde forsvinder.”
PTSD er en anden væsentlig sygdom, Diversity Works’ sygeplejersker har fundet blandt flere af deltagerne, som ikke har været beskrevet tidligere i deres sager.
”Der vil det også have haft en kæmpe betydning, hvis man havde sat ind med den rette behandling i tide,” siger Liselotte Vendelsøe.
Og det peger på en generel ting, som Liselotte Vendelsøe har bemærket undervejs i pilotprojektet, nemlig at psykiske lidelser som for eksempel angst og depression sjældent er beskrevet i borgernes sager og lægefaglige vurderinger af deres helbred.
”Det har virkelig overrasket mig, da det jo helt åbenlyst har en kæmpe indflydelse på den enkelte borgers arbejdsevne,” siger Liselotte Vendelsøe.
Ifølge hende er det afgørende at sætte ind med en tidlig, målrettet og individuel sundhedsindsats, hvis man skal hjælpe de borgere, der i mange år har været fanget i beskæftigelsessystemet, med at komme ind på arbejdsmarkedet.
Men også hvis man vil fremadrettet vil forebygge dårligt helbred og sundhedsmæssige udfordringer blandt målgruppen, som gør, at mange ender på førtidspension.
Og så mener hun, at det er vigtigt at prioriteret mere tid, som er helt essentielt, hvis man vil lave en grundig og ordentlig udredning af borgernes helbredsmæssige problemer. For som hun siger:
”Alternativet er mangelfulde diagnoser og manglende behandling, og hvis der er en ting, der er sikkert, så er det, at man ikke kommer i arbejde, når man er syg.”