Emil Fritzemeier

Lykken er at arbejde hos Allan på Plads’n

Uncategorized

Da Khalida, Nigaht og beskæftigelseskoordinatoren i Send Flere Krydderier i samlet trop bankede på hos Allan på Blågårds Plads, forandrede alles fremtid sig. Kvinderne fik arbejde, Allan fik køkkenhjælp og beskæftigelseskoordinatoren – nå hun gjorde sit arbejde godt.

At grine i arbejdstiden er godt for humøret og helbredet. Det ved 41-årige Khalida og 62-årige Nigaht alt om.

Men hvad så hvis man ikke har et arbejde? Hvis man på trods af adskillige praktikker, endnu flere jobansøgninger og en tilsvarende mængde af afslag bare ikke kan finde et arbejde? Efter 10 år? Efter 20? Ja, så er der ikke noget at grine af. Det ved Khalida og Nigaht også.

De to kvinder har kæmpet i årevis for at finde et arbejde, som matchede deres kunnen og helbred. De har søgt, de har holdt møder, de har deltaget i afklaringer og praktikker. Men for Khalida er det aldrig blevet til mere end kortvarige ansættelser, og for Nigaht er det aldrig lykkedes at komme ind på arbejdsmarkedet. Det gør ikke noget godt for selvværdet og livskvaliteten at føle sig udenfor, forklarer de.

Juhuuu – et rigtigt arbejde

Derfor er der desto større grund til at glæde sig nu, er de to kvinder enige om. I forbindelse med et beskæftigelsesforløb hos Send Flere Krydderier fik de to minoritetsetniske kvinder – begge med pakistansk baggrund – nemlig job. Vaskeægte arbejde med mødetider, jobbeskrivelser, fyraften og løn. Ikke noget med nyttejobs, tidsbegrænsning og opgaver skabt for opgavernes skyld. Nu er de på helt almindeligt arbejde.

Lige nu holder de dog en kort pause i dagens arbejde for at fortælle om det hele. De spiser lidt mad og drikker en juice ved et af bordene og kigger op, hver gang en kunde træder ind på restauranten. Dette veganske spisested, Plads’n på Blågårds Plads på Nørrebro i København, er nu deres arbejdsplads.

Og lykken er at arbejde her hos Allan på Plads’n, er de enige om. Her føler de sig hjemme og godt tilpas. De griner og fniser og veksler mellem dansk og urdu, mens de diskuterer, hvordan en helt rigtig dahl skal laves. Skal den være med eller uden grøntsager? Helt klart uden, siger Nigath. Vrøvl, mener Khalida:

“Vi laver dahl af seks kilo linser ad gangen i en kæmpe gryde. Og vi er gode til det. Hvis Allan vil sælge dahl med grøntsager, er det det, han får. Men Nigath synes, at grøntsager i dahl er helt forkert,” griner Khalida.

Køkkenet på restaurant Plads’n på Blågårds Plads er ikke ret stort. Men der er hjerterum og højt til loftet og snildt plads til gryder, der rummer 6 kg linser ad gangen. 6 kg er alligevel en del.

Allan Reck er indehaver af restauranten Plads’n på Blågårds Plads. Han er en erfaren restauratør og også en erfaren chef. For ham har ansættelsen af de to minoritetsetniske kvinder været en gave:

“Jeg har fået to medarbejdere, som dels laver virkeligt godt etnisk mad, og to medarbejdere, som er villige til at være ansat kun nogle få timer om ugen på tidspunkter, hvor jeg har brug for det. Jeg ville ikke have råd til at ansætte mange timer om ugen,” siger han.

Khalida og Nigath er ansat henholdsvis seks og fire timer om ugen på travle frokosttider.

Vi er også rigtige danskere

statsborgerskab

Sammenholdet i Diversity Works’ UngeNetværk giver mod til at kæmpe for retten til at være dansk

Forskning viser, at minoritetsetniske unge ofte føler sig uden for de fællesskaber, som andre danske unge tager for givet. De føler sig splittet mellem to kulturer og vil gerne leve op til dem begge. Men ingen af kulturerne favner dem fuldt ud. Den ene er grundlagt i (bedste)forældrenes fødeland langt herfra i en anden tid. Den anden betragter dem ikke som statsborgere, selvom de er født og opvokset i Danmark.

Fire unge kvinder fra Diversity Works’ ungenetværk, Amal Hadi, Darien Saleh, Rahma Hadi og Salma al Sbaihi, gik i foråret 2021 ind i kampen for mere rimelig adgang til statsborgerskab for unge født og opvokset i Danmark. Det fortalte de om blandt andet i P1 Morgen, Mit Nørrebro, podcasten A Seat at The Table og i en kronik i Kristeligt Dagblad.

Læs et sammendrag af deres kronik her:

I Danmark er vi født …

Vi er født og opvokset i Danmark. Vi går i skole, til dans, arbejder i Netto, er elevrådsformand, ser Netflix, hygger med vores venner. Vi er helt almindelige danske teenagere. Alligevel er vi helt anderledes stillet end andre unge danskere.

Nogle måneder før vi fylder 18 år, får vi et brev fra Udlændingestyrelsen, hvor der står, at vi skal søge permanent opholdstilladelse, ellers kan det få store konsekvenser for vores ret til at blive her. Permanent ophold? Hvad mener de? Vi er her jo permanent. Vi har altid været her. Vi er født her.

Mon ikke vi er den eneste gruppe danskere, der får det brev, når vi fylder 18? Brevet føles som en trussel. Kan de danske myndigheder finde på at sende os ud af landet? Og hvortil? Vil de sende os tilbage til de lande, som vores forældre kom fra?

Vores manglende danske statsborgerskab har stor betydning i hverdagen. Vi kan ikke rejse med vores klassekammerater på studietur i udlandet, fordi vi ikke har dansk pas. I stedet skal vi søge visum, som dels er svært at få, og dels koster tid og penge. Vi kan ikke stemme til folketingsvalg. Vi kan heller ikke selv stille op.

Politikerne vil gøre det nemmere at få statsborgerskab for unge med nordiske forældre. Men ikke for os, der har forældre andre steder fra. Vi forstår ikke forskelsbehandlingen.

I stedet foreslår vi, at alle unge, der er født og opvokset i Danmark, kan blive danske statsborgere, når vi fylder 18 år. Uanset, hvor vores forældre er født. Vi foreslår desuden, at ansøgningsprocessen skal koste mindre for alle, og

Læs også: Fire skole- og gymnasieelever: Lad alle født og opvokset i Danmark blive statsborgereat alle kan få hjælp til at finde rundt i processen (kronik i Kristeligt Dagblad)