
Fællesskaber, livsmestring og livskvalitet
Diversity Works’ center er et mødested for minoritetsetniske børn, unge og voksne, hvor fællesskaber, rådgivning og aktiviteter giver støtte i hverdagen, styrker livsmestring og skaber en stærk følelse af at høre til
Fra Diversity Works’ Årsberetning 2024
Centret i Blågårdsgade er fundamentet i Diversity Works og danner rammen om en lang række fællesskaber for minoritetsetniske børn, unge og voksne. Og så er det et mødested, hvor man kan drøfte udfordringer og finde løsninger på at navigere i det offentlige system, for eksempel hjælp til e-Boks, MitID eller ansøgning om julehjælp.
Her mødes mennesker i sociale fællesskaber og læringsfællesskaber og deltager i aktiviteter som lektie- og netværkscaféer, madklub, sundhedstjek, yoga, indfødsretskurser og mentorskaber. Derudover tilbyder vi individuel rådgivning ved organisationens socialrådgivere, sygeplejersker og frivillige.
Centret er indgangen til den helhedsorienterede indsats i Diversity Works og hjertet i organisationens virke, der samler vores mange tilbud og samtidig skaber et fællesskab, som styrker livsmestring, øger livskvaliteten og fremmer følelsen af at høre til.
“Vi vil gerne være et sted, der favner hele mennesket – både når det går godt, men også i de situationer, hvor man som udsat borger har brug for vejledning eller rådgivning,” siger Sofie Theede, der er aktivitetsleder i Diversity Works.
Centret i tal 2024
9.049 Registrerede besøg
2.051 Deltagere i lektie- og netværkscaféer
148 Deltagere i jobrådgivning
101 Deltagere i indfødsretskursus
406 Deltagere i ferieaktiviteter for børn, unge og voksne
143 Deltagere til kollektiv rådgivning
298 Deltagere til yoga
741 Deltagere i systuen
Vejledninger i Centret 2024
697 vejledninger i Centret, der omhandlede støtte og hjælp til:
26% E-boks/breve
16% Netbank/økonomi
12% MitID/telefon
9% Skemaer og ansøgninger
7% Jobsøgning/fagforening
Øvrige emner: Bolig, sundhed, uddannelse, rejsekort, diverse

Jeg er glad for at komme i centret. Vi har et stærkt fællesskab, hvor vi griner sammen, og så støtter vi hinanden i svære livsfaser
– Malika Chemlali
Jeg er frivillig i systuen, hvor jeg har lært meget og møder mange søde mennesker, og så kommer jeg i rådgivningen, når jeg har brug for vejledning
– Mama Rose






