Tekst fra Diversity Works’ Årsberetning 2022. Udgivet marts 2023
Mød Zoobia og Raniah, der startede i opkvalificering og praktik, og som i dag begge arbejder i Send Flere Krydderier
”Send Flere Krydderier har lært mig, hvordan man arbejder som køkkenmedhjælper, om arbejdsmoral og hvordan man er på en arbejdsplads,” siger 47-årige Zoobia og tilføjer:
”Det er et godt sted at lære at arbejde.”
Zoobia er oprindeligt fra Pakistan og har boet i Danmark i omkring 14 år. I maj 2022 startede Zoobia i køkkenfaglig opkvalificering i Send Flere Krydderier. Ifølge Zoobia betyder den gode relation mellem kvinderne i køkkenet meget.
”Folk er gode til at yde omsorg og hjælpe hinanden,” siger hun og fortsætter: ”Og så er socialrådgiverne gode til at tage hensyn og hjælpe med de forskellige udfordringer, man kan have, når man starter i et opkvalificeringsforløb.”
I dag er Zoobia ansat fem timer om ugen i Send Flere Krydderier.
”Det betyder meget at have et rigtige arbejde,” siger hun. Et arbejde, som hun selv står for, og som er med til at gøre hende selvstændig.
Raniah startede som virksomhedspraktikant i Send Flere Krydderier. Efter praktikperioden kom hun i løntilskud, og i dag arbejder hun omkring 25 timer om ugen og er selvforsørgende.
Raniah har boet i Danmark i næsten 30 år og har tidligere boet i Sverige, hvor hun kom til som 12- årig fra Libanon. Inden Raniah startede i praktik i Send Flere Krydderier, gik hun på sprogskole gennem Jobcentret i forbindelse med, at hun var på kontanthjælp i en 2-årig periode, fortæller hun.
Raniah er meget glad for sit arbejde i Send Flere Krydderier. Hun er glad for at lave mad og stå i køkkenet, men særlig glad er hun for sine kollegaer. Det er vigtigt for Raniah at arbejde deltid, for så har hun også tid til at passe børnene derhjemme.