Indfødsretskursus var en stor succes igen i år
Over halvdelen af deltagerne til årets indfødsretskursus i Diversity Works har tilmeldt sig Indfødsretsprøven
28. november 2023
Hvad hedder Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys ældste søn? Og i hvilket århundrede blev England erobret af den danske konge Svend Tveskæg?
Det er bare nogle af de spørgsmål, man kan risikere at skulle kende svaret på, hvis man vil bestå Indfødsretsprøven, som er nødvendigt for at kunne søge om dansk indfødsret, det vil sige dansk statsborgerskab. For ikke at glemme alle de yderligere krav og betingelser, man skal leve op til.
For eksempel at man skal have haft 9 års uafbrudt ophold i Danmark. Og at man inden for de seneste 4 år skal have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år og 6 måneder.
LÆS OGSÅ: Her kan man gå til indfødsret
I sidste uge var sidste gang i 2023 med Diversity Works’ 10-ugers indfødsretskursus, som praktikanterne i Centret, Anna Sofie og Anna Bjørg, har stået bag.
Og igen i år har kurset været en stor succes og med høj deltagelse.
“Der har været unge og ældre, mænd og kvinder, som har deltaget i kurset,” fortæller Anne Bjørg og fortsætter:
“Over halvdelen af deltagerne føler sig nu klar og har tilmeldt sig Indfødsretsprøven i slutningen af november.”
Indfødsretskurset i Diversity Works er gratis og for alle, som har brug for hjælp til at bestå indfødsretsprøven. Eller som bare gerne vil forberede sig til prøven sammen med andre i et trygt og inkluderende fællesskab.
Nyt forløb starter i efteråret 2024. Skriv til Sofie Theede på st@diversityworks.dk for mere info.