Her kan man gå til indfødsret

Vejen mod dansk statsborgerskab er for mange lang, dyr og svær. Men ønsket om at høre til går igen hos de voksne og unge, der kommer i Diversity Works. Derfor prioriterer de sliddet, tiden og pengene.

Først søger de permanent opholdstilladelse efter en lang række krav og kriterier og 5.000-7.000 kr. i gebyrer. Siden studerer de danske samfundsforhold, kultur og historie i håb om at bestå den såkaldte indfødsretsprøve, der også er en del af de mange krav og betingelser, som man skal opfylde inden man kan ansøge om statsborgerskab og i sidste ende få en invitation til et håndtryk på rådhuset – og et ‘velkommen her’.

De 40 faktuelle multiple-choice-spørgsmål, der i 2021 blev suppleret med spørgsmål om danske værdier, er ofte en stopklods. På opfordring besluttede vi derfor i foråret 2021 at tilbyde 10-ugers-indfødsretskurser to gange om året op til prøverne i juni og december.

Underviserne er Centrets frivillige og praktikanter – og holdene er hurtigt fyldt op. Undervisningsmaterialet er det officielle materiale, der er offentligt tilgængeligt.

Jeg bestod!

“Jeg er bare så glad. Nu skal jeg aldrig mere tænke på, hvad der sker, hvis jeg ikke bliver dansk statsborger. Nu har jeg bestået prøven og har frihed til at gøre lige det, jeg har lyst til. Og jeg vil så gerne uddannes til l konditor.”

Sådan siger Nadifo, der ikke kan få armene ned af bare glæde, da hun modtager beskeden om, at hun har bestået indfødsretsprøven i juni 2021. Nu kan den årelange proces mod dansk statsborgerskab endelig kan slutte.

Nadifo, der er født i Somalia og kom til Danmark for 23 år siden, har to gange tidligere forsøgt at bestå indfødsretsprøven, men uden at lykkes med det. Det gode resultat i 2021 skyldes, at hun fulgte indfødsretsundervisningen i Diversity Works,forklarer hun:

“Jeg er ordblind og derfor har det været meget svært selv at læse om Danmarks historie og alle de forskellige emner. I år kunne jeg spørge både underviseren og de andre på holdet. Og det var lige det, der skulle til. Jeg kunne alle de aktuelle spørgsmål både om filmen Druk og om, at prins Christian er blevet konfirmeret. Nu føler jeg endelig, at jeg hører til i Danmark.”

Første gang udgivet i Diversity Works årsberetning 2021.