Bevilling fra Helsefonden skal styrke beskæftigelsesindsatsen i Diversity Works

Bevilling fra Helsefonden styrker beskæftigelsesindsatsen i Diversity Works

”Sundhed og beskæftigelsesområdet er to sider af samme sag, så det, at vi nu kan tilbyde et samlet og helhedsorienteret forløb, hvor både en socialrådgiver og en sygeplejerske følger og støtter de kvinder, som er i opkvalificeringsforløb i Send Flere Krydderier, er jeg sikker på vil skabe positive resultater,” siger Sara Bech Jakobsen, der er direktør i Diversity Works. Arkivfoto.

Støtte fra Helsefonden vil sikre minoritetsetniske kvinder individuel sundhedsrådgivning, når de deltager i et opkvalificeringsforløb i Send Flere Krydderier

Et nyt økonomisk bidrag fra Helsefonden skal styrke beskæftigelsesindsatsen for aktivitetsparate minoritetsetniske kvinder i Send Flere Krydderier ved at bygge bro til sundhedsindsatsen i Diversity Works.

Støtten er på 390.000 og bidrager blandt andet til, at Liselotte Vendelsøe, der er sygeplejerske i Diversity Works, kan have løbende samtaler med kvinderne, når de er i praktik eller opkvalificeringsforløb.

“Det er helt fantastisk. Vi er simpelthen bare så glade,” siger Liselotte Vendelsøe og fortsætter:

”Sundhedsmæssige udfordringer er en af de helt store barriere for langtidsledige minoritetsetniske kvinder på arbejdsmarkedet. Med støtten kan vi nu forøge deres chancer for at komme i job ved at forbedre kvindernes fysiske og mentale helbred.”

Foruden Liselotte Vendelsøe vil kvinderne blive fulgt tæt af en ernæringsfaglig projektleder og to socialrådgivere, der arbejder på tværs af Send Flere Krydderier og Centret i Diversity Works.

Send Flere Krydderier udspringer af Diversity Works og har som socialøkonomisk café- og cateringvirksomhed til formål at skabe job og arbejdspladser til minoritetsetniske kvinder langt fra det danske arbejdsmarked.

Sundhedsbarrierer står i vejen for job

Beskæftigelsesindsatsen i Send Flere Krydderier består af opkvalificering samt afklarende forløb, hvor kvinderne kommer i praktikforløb i køkkenet. Samtidig følges kvinderne tæt at socialrådgivere, som holder opfølgende møder med blandt andet sagsbehandler i jobcenteret.

Beskæftigelsesindsatsen er for Københavns Kommunes beskæftigelsesforvaltning og er en del af rammeaftalen ”Lokal forankret indsats”.

Når forløbet afsluttes, udarbejder socialrådgiveren en detaljeret rapport med beskrivelse af borgeres forløb og arbejdsevne, der ligger til grund for rehabiliteringsteamets indstilling til enten ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Indsatsen fokuserer desuden på at hjælpe kvinderne ind på arbejdsmarkedet ved at sikre en overgang til eksterne virksomheder, som kan tilbyde arbejde eller praktik.

De kvinder, som kommer i opkvalificeringsforløb i Send Flere Krydderier, har ofte været på kontanthjælp i rigtig mange år. I 2022 var gennemsnittet 15 år på kontanthjælp. Det er der flere årsager til, men særligt sundhedsmæssige problematikker gør, at de ikke kan arbejde fuld tid.

LÆS OGSÅ: I Send Flere Krydderier handler det både om mad og job

Ubehandlede sundhedsudfordringer betyder nemlig, at kvinderne har flere sygedage, lavere arbejdsevne på grund af smerter og psykiske udfordringer, og så kan de ofte ikke overskue lægebesøg eller undersøgelser.

Det er netop disse sundhedsmæssige udfordringer, som bevillingen fra Helsefonden skal være med til at imødekomme ved at sikre et tættere samarbejde mellem socialrådgiverne i Send Flere Krydderier og Diversity Works’ sygeplejerske.

Unik og helhedsorienteret indsats

”Sundhed og beskæftigelsesområdet er to sider af samme sag, så det, at vi nu kan tilbyde et samlet og helhedsorienteret forløb, hvor både en socialrådgiver og en sygeplejerske følger og støtter kvinderne, er jeg sikker på vil skabe positive resultater,” siger Sara Bech Jakobsen, der er direktør i Diversity Works.

Hun glæder sig over støtten fra Helsefonden, som hun mener, giver mulighed for at tilbyde et unikt opkvalificeringsforløb, hvor fokus på sundhed bliver tænkt ind i forløbet fra dag et.

Projektet vil omfatte omkring 35 personer om året, der bliver henvist af Jobcenter København, og som udgangspunkt deltager i et opkvalificeringsforløb på 26 uger. Det vil være individuelt, hvor ofte deltagerne har samtaler med sygeplejerske Liselotte Vendelsøe, og antallet planlægges ud fra deltagernes behov.

Metodeværktøj til kommune og jobcentre

Hos Diversity Works har man en ambition om, at projektet skal resultere i indsamling af data, der kan fordre ligheden i sundhed for minoritetsetniske danskere, fortæller Sara Bech Jakobsen.

Og så skal erfaringerne fra projektet blive til metodeværktøjer, der kan inspirere og anvendes til opkvalificering i jobcentre og i andre civilsamfundsorganisationer.

LÆS OGSÅ: Vejen til sundhed er lang og kringlet

”Jeg håber på, at vi med projektet bliver i stand til at dokumentere, at der ligger et potentiale i at arbejde mere holistisk og på tværs af fagområder, når det kommer til at løfte mennesker i udsatte livspositioner,” siger Sara Bech Jakobsen og fortsætter:

”Og så håber jeg selvfølgelig, at deltagerne får den støtte og styrke, der skal til for at finde nye veje i livet, som giver dem afklaring fremfor endnu flere år på kontanthjælp.”